Gør-det-selv guide til et flot trægulv

Gamle, slidte gulve kan få hele rummet til at se trist ud, ligesom de ofte kan være svære at gøre ordentlig rene på grund af hakker og revner. Få den store guide til, hvordan du selv afsliber gulve samt hemmeligheden bag et flot resultat.

 

Sådan gør du klar til at slibe

Fra den morgen, du tager ud og henter de maskiner, du har reserveret til at slibe dit gulv, tæller taxameteret, så inden da bør du have gjort alt klar.

 

  1. Vask og rens gulvet

Vask og rens gulvene – også ned i sprækkerne, som vi kradser rene med støvsugeren tæt på. Det er rigtig dumt at slibe urenheder ned i træet, så det betaler sig at være grundig med rengøringen.

 

  1. Skrab skidt væk

Gamle limrester, spartelmasse og lignende skrabes væk, så det ikke sætter sig fast i slibepapiret og ødelægger det, så du skal bruge unødigt meget papir.

 

  1. Dyk søm

Alle søm dykkes 2-3 mm. ned under overfladen, og skruer drejes ned. Rager de op, flænser de lynhurtigt slibepapiret. Samtidig fæstner du de løse brædder, så slibe­maskinerne ikke tager for meget af dem. Hemmeligheden er en jævn gulvslibning.

 

  1. Afdækning til resten af huset

Luk grundigt af mod husets øvrige rum. Døre slutter slet ikke tæt nok til at hindre, at støvet finder ud i huset og trænger ind overalt, helt ned i skabe og skuffer.

Her bruger vi dampspærreplast, som tapes fast.

 

  1. Op med ledningen

Ledningen til maskinerne trækker vi ind gennem plasten så højt, at den ikke er i vejen for maskinerne. Husk at sørge for en nem vej ind og ud.

Tips: Et fugtigt lagen fanger støv godt.

 

Begynd med at slibe kanterne

Start med at tage panelerne af, så du kan komme helt ind til kanten. Nu kan du gå i gang med at slibe kanterne.

 

  1. Vælg den rigtige kornstørrelse

Tjek gulvet, og vælg kornstørrelse. Gulvet her er plant, og vi skal ikke jævne krumme brædder ud, blot fjerne lakken og lidt småskader. For at undgå, at lakken sætter sig i papiret, begynder vi med korn 24. Havde gulvet været uden lak, ville vi starte med 40.

 

  1. Brug kantsliberen

Vi begynder med at slibe kanten hele rummet rundt ned til rent træ med korn 24 på vores kantsliber. Det meste tager vi ved at trække sliberen langs væggen, men de yderste centimeter fanger vi kun ved at holde maskinen vinkelret på væggen.

 

  1. Brug vinkelsliberen til hjørnerne

I hjørnerne og ved paneler må vi bruge en trekantsliber for at nå helt ind til kanten. Langs det meste af væggene behøver vi ikke trekantsliberen, for vi har fjernet fodpanelerne, og de nye paneler vil dække den yderste uslebne rest.

 

Slib så gulvet rent

De første ture ses tydeligt, men siden må du arbejde systematisk fremad og bagud for at slibe så ensartet og jævnt som muligt.

 

  1. Slib med den store maskine.

Ledningen har vi hængt op i en krog midt i rummet, og vi har sat korn 24 på valsen og hængt en støvpose klar. Vi løfter valsen fri af gulvet, starter maskinen, begynder at gå – og først da sænkes valsen ned, så den tager ved.

Tip: Er dit gulv meget ujævnt, tager du de første ture diagonalt. Her kører vi helt fra start på langs ad brædderne.

 

  1. Stå ikke stille

Med indgrebshåndtaget hæves valsen igen, umiddelbart før vi når væggen. Hvis valsen kører bare et øjeblik, mens maskinen står stille, graver den sig ned. Vi begynder at trække maskinen bagud, før vi sænker valsen ned på gulvet.

 

  1. Arbejd systematisk

Vi skubber maskinen fremad og trækker den bagud i forskudte baner, så gulvet slibes lige meget overalt. De første baner efterlader et tydeligt spor, hvor lakken forsvinder, men derefter er det vigtigt at arbejde systematisk for at slibe jævnt.

 

  1. Slib indtil gulvet står rent og jævnt

Indimellem vender vi maskinen og kører fremad og bakker i modsat retning for at slibe tæt ud til væggen i begge ender af rummet. Med det grove papir kører vi hele rummet igen og igen, til gulvet er plant, og træet står helt rent.

 

Slib gulvet glat

Vi har fjernet lakken og de små skader i træet, og gulvet er nu jævnt, rent – og dækket af slibespor, som ville gøre gulvet umuligt at holde, hvis de fik lov at stå. Gulvet ville suge vand og skidt til sig, og ethvert forsøg på at lakere eller oliere er spild af penge og gør ondt værre.

 

Slibesporene skal fjernes – ved at slibe dem ned med finere slibepapir, som efterlader nye spor. Det fine slibepapir, du skal slutte af med, ville være alt for længe om at fjerne de groveste spor, så man sliber med stadig finere papir. Om du vil slutte af med 150, 180 eller måske finere papir, afgør du selv – på gulvet her er det passende med korn 150.

 

  1. Fjern slibesporene

Næste formiddag fejer vi støvet op fra arbejdet med det grove slibepapir. Vi skal nu til at fjerne slibesporene med stadig finere slibepapir, og vi arbejder i rent træ, så det vil være dumt at forurene arbejdet med lakrester, skidt fra rillerne eller løse slibekorn.

 

  1. Korn 60

Vi starter med kornstørrelse 60 på den store maskine og lader nu kanterne stå, til vi når til sidste finhed. Systematisk skubber og trækker vi, vender maskinen for at nå begge vægge – kører hele gulvet over igen og igen, til korn 60 ikke gør det glattere.

 

  1. Korn 100 til 150

Fra korn 60 går vi op til korn 100, og til sidst går vi op til korn 150. Med hver finhed kører vi hele gulvet over mange gange, til det ikke mere gør nogen forskel. Mange gange og med god bevægelse for at slibe så ensartet og jævnt som muligt.

 

  1. Så er det kanternes tur

Og så glattes kanterne ud med korn 60, 100 og til sidst 150. Ved enden af brædderne har den store maskine efterladt et urørt felt på 10-12 cm, og det sliber vi i plan med resten af gulvet, inden vi kører hele kanten rundt med stadig finere papir.

Tip: Beskyt eventuelt væggen med pap, hvor maskinen kører meget.

 

  1. Afslut eller fortsæt – vurdér

Du kan slutte ved korn 150 eller tage et endnu finere papir som korn 240, alt efter gulvtype. Efter endnu en dag er gulvet slebet helt glat og smukt.

 

Giv gulvet olie

Gulvet er nu slebet, så det er helt perfekt: jævnt, rent og glat som silke. Men det skal beskyttes, ellers vil det alt for hurtigt få ridser, få trådt sand og skidt ned i træet og få fugtskader.

Behandlingen kan være så enkel som et par gange vask med en lækker, fed sæbeblanding, eller den kan være med olie, voks, lak – eller en kombination af flere behandlinger som her, hvor vi giver gulvet en blanding af linolie og bivoks. Olien trænger ned og imprægnerer træet i dybden, og voksen danner en tynd film på overfladen af træet. Blandingen rummer hvide pigmenter, så træet ses gennem et tyndt, hvidt slør.

 

  1. Gør rent for støv

Maskinerne har samlet tre sække, ligesom der er støv overalt på vægge, lofter, på dig og på værktøjet. Alt kostes, støvsuges og tørres af.

VIGTIGT! Har du brugt slibeolie, kan støvet selvantænde, så stil det udenfor.

 

  1. Fugerne renses endnu en gang

Vi kradser støvet ud og samler det undervejs op med støvsugeren. Nøjagtig ligesom inden vi gik i gang med at slibe gulvet.

 

  1. Gulvet vaskes

For at få det bedste resultat med efterbehandlingen skurer vi gulvet med et grundrensemiddel og vasker det med rent vand.

Men så skal det have lov at tørre mindst et døgns tid, inden vi behandler det.

 

  1. Giv gulvet voks

Vi giver gulvet bivoks med linolie. Det sker i tre tempi, som alle ses på billedet: De to planker til venstre er ved at få påført voksen med skuresvamp, de to i midten er efter 10 minutter tørret af, og de næste er poleret med nye klude.

 

Færdigt resultat

Det mørke, lakerede gulv er væk, og hele rummet er forvandlet med de lyse planker. Olievoksen bør skrubbes med grundrens og fornys med op til fem års mellemrum.