Typiske skader på et trægulv
Slid, manglende vedligeholdelse og forkert montering kan give skader på dit trægulv, og det samme kan fugt, skidt og væske. Læs med, og find ud af, hvilke skader danskerne typisk ser på deres trægulve.
Trægulv er et populært valg i de danske hjem, og det er ikke uden grund. Det er let at lægge, dejligt at gå på, giver varme og glød til indretningen og det er nemt at vedligeholde, men… der kan opstå skader. Vi har talt med en gulvafsliber for at høre, hvilke skader han typisk møder, når han kommer for at høvle eller slibe et gulv hos en kunde.
Almindelig slid og dårlig vedligeholdelse
Den mest almindelige årsag til at et trægulv trænger til en afslibning er, at det har mange år på bagen. Det naturlige slid, der kommer, når fødder bevæger sig henover gulvet, slider efterbehandlingen af, og med tiden er det nødvendigt med en ny. Passer du godt på dit gulv, og plejer det efter forskrifterne, går der mange år, før det er nødvendigt – sjusker du derimod med vedligeholdelsen, kan en gulvafslibning hurtigt blive aktuel.
Skader på grund af fugt
Når man ser bort fra slid og dårlig vedligeholdelse, skyldes de fleste skader på trægulve, at det er blevet udsat for fugt. Fugt i store mængder, fx som følge af en vandskade, får plankerne til at suge væsken op, hvorefter de udvider sig, og det er der ikke plads til, og derfor skubber de til hinanden, så gulvet bliver ujævnt.
Fugt i mindre mængder, fx spildt rødvin eller kaffe, kan give mørke plamager, som er svære at komme til livs, og her kan det også være nødvendigt med en gulvafslibning, hvis du vil have dit gamle, flotte gulv tilbage.
Vil du forebygge skader på dit gulv, er det bedste du kan gøre, at passe på det i din hverdag; pas og plej det efter alle kunstens regler.